De sorte Huse
De sorte Huse om aftenen
I Agger kan du finde de smukke, gamle træhuse, der var arbejdsplads for Vandbygningsvæsenet.
Vandbygningsvæsenet stod for kystsikringsarbejdet omkring Agger. De havde forskellige værksteder i De Sorte Huse, og ad jernbaner blev materialerne ført ud til høfderne. I husene er bl.a. indrettet en lille udstilling.
Kystsikring ved Agger
Havet har gennem historien bidraget til store erosioner langs Vestkysten, og for lidt over 100 år siden begyndte man systematisk at sikre kysten mod denne nedbrydning. I slutningen af 1800-tallet forsøgte man med at bygge høfder, men de første konstruktioner var for svage og blev hurtigt ødelagt af stormfloder. Fra 1900 til 1908 blev der anlagt 29 mere solide høfder vinkelret på kysten ved Agger. Disse høfder har til formål at bryde strømmen og mindske havets evne til at erodere kysten. De varierer i længde fra 220 til 385 meter, mens den ekstra kraftige dækmole ved Thyborøn Kanal strækker sig hele 800 meter.
Vandbygningsvæsenet
Kystsikringsarbejdet var en stor opgave, som ofte blev udfordret af naturens kræfter. Vandbygningsvæsenet stod for både kystsikring og havneanlæg, og arbejdet blev styret fra træbygninger i Thyborøn og Agger. Her var der værksteder og remiser til togene, som transporterede byggematerialer, og her støbte man også de elementer, der blev brugt i konstruktionerne.
De Sorte Huse
Nogle af de oprindelige træhuse fra Vandbygningsvæsenets tid står stadig i Agger og er kendt som de karakteristiske “Sorte Huse.” Disse huse, der i dag bl.a. rummer en udstilling om Aggers historie og kystsikringen, var oprindeligt rødmalede, men er siden blevet malet sorte. Langs kysten og ud på høfderne blev der anlagt en smal skinnevej, som gjorde det muligt at transportere byggematerialer ud til anlæggene. Kraner blev brugt til at placere de tunge elementer korrekt på høfderne.
Arbejdsstyrken
Under de store kystsikringsprojekter blev mange lokale folk ansat. For dem var arbejdet en vigtig ekstra indtægtskilde ved siden af fiskeriet. Derudover var der de såkaldte “vesterhavsbørster,” rejsende arbejdere, der specialiserede sig i kystsikringsprojekter og fulgte med, hvor der var arbejde at finde. Selv børn var med i de tidlige høfdebyggerier, hvor de slog søm i pælene, som skulle hamres ned i havbunden. Disse søm blev brugt til at beskytte pælene mod pæleorm, og nogle børn kunne slå op til 10.000 søm i om dagen.
Kystsikring i dag
Selvom de mange bestræbelser på kystsikring har givet gode resultater, er det stadig nødvendigt med løbende vedligeholdelse og forstærkning af anlæggene. Strandfodring er et af de tiltag, man bruger i dag på udsatte steder som sydspidsen af Agger Tange, hvor man tilfører sand for at bremse havets fortsatte nedbrydning. Kystsikringsarbejdet er med andre ord en uafbrudt indsats for at beskytte den danske vestkyst.
