Stærekasse med Signalmasten i baggrunden
Stærekasser - en gammel tradition fornyes
I dag kan man i Agger se en ganske særlig udgave af en stærekasse. Det er ikke den man normalt ser med fire vægge og et tag. Som så meget andet i Agger, så gør man tingene på sin egen måde.
Fra tidligere tid med fiskeriet, brugte man bøjer med flag i på havet i fjorden, så man kunne se, hvor man havde sat garn. Bøjerne bestod blandt andet af en trætønde, lavet på gammeldags bødkermaner. Tønden havde en konisk facon, så den kunne svaje for vinden og bølgerne og på et tidspunkt, blev de slidt op, mørnet eller bare utætte.
I Agger har man hvert år et stort antal stære og kvikke hoveder fandt på, at man kunne bruge de gamle tønder fra bøjerne til stærekasser. Man vendte dem simpelthen på hovedet og borede huller i dem, satte dem på en stage og plantede dem i jorden. Sådan blev en stærekasse med helt usædvanlig arkitektur født.
Omkring 2014 var der en “byfornyelsesgruppe” i Agger, som fandt ud af, at den tradition skulle videreføres og man begyndte at producere, male og sælge nye stærekasser, der var pålagt den regel, at de kunne måtte opsættes i Agger. De måtte med andre ord ikke sælges, til nogen, der ville have dem med til andre byer.
Nu kan man se de specielle stærekasser rundt omkring i byen og på den måde både mindes og ære fiskeriet.
På billederne og videoen kan man se Byfornyelsesgruppen i gang med at male de mange stærekasser.